21.01.20

Praksiseksempel: Elev-elev-feedback på Skovgårdsskolen

Vi har i samarbejde med David Pilmark og eleverne i 8.E på Skovgårdsskolen lavet en film om, hvordan man kan arbejde systematisk med elev-elev feedback.

Har I brug for hjælp til systematisk feedback på din skole? David er 3k-instruktør og deler gerne ud af sine erfaringer med systematisk feedback. Har I en specifik udfordring, som I gerne vil have hjælp til, giver han også gerne sit bud på, hvordan den kan løses. Det samme gør vores andre instruktører i SOLO og feedback. Læs mere her.

Eleverne i 8.E giver hinanden feedback på deres arbejdsproces.

Metoden med at give feedback på processen er ikke begrænset til et fag eller emne og kan derfor let overføres til eksempelvis stileskrivning i dansk. 

Det vigtige er at fastholde systematikken, så eleverne altid ved, hvad de skal arbejde med.

Feedback på processen

I udskolingen på Skovgårdsskolen arbejder biologilærer David Pilmark med systematisk elev-elev feedback i forbindelse med naturvidenskabelig rapportskrivning. I stedet for at fokusere på det faglige indhold i rapporten, der er lavet på baggrund af et videnskabeligt forsøg, skal eleverne give hinanden feedback på arbejdsprocessen.

I praksis betyder det, at eleverne to og to diskuterer, hvordan de har arbejdet med rapporten, og hvad de kan gøre bedre næste gang. Samtalerne finder sted i undervisningen, efter de har modtaget faglig feedback fra David. Så har de noget at støtte sig til.

Målet med feedbacken er at gøre eleverne opmærksomme på, hvordan de er kommet frem til deres resultater, hvordan deres arbejdsproces har været, og hvad de kan gøre for at optimere processen til næste gang.

I filmen forklarer David eleverne i 8.E, hvordan de skal give hinanden feedback på arbejdsprocessen, efter de har afleveret en rapport om blodtypebestemmelse. Det er første gang, de skriver en rapport i biologi, og dermed er det også første gang, at de skal give hinanden feedback i denne sammenhæng. 

Mens eleverne taler sammen, lytter David og tilbyder sin assistance. Udover at denne metode giver ham et indblik i, hvordan eleverne taler om udfordringerne, har han tre fokusområder:

  • Han hjælper dem i gang, hvis de går i stå. Da det er første gang, kan det være svært at vide, hvad opgaven går ud på.
  • Han sørger for, at hver elev giver og modtager feedback, da nogle elever har en tendens til at snakke mere end andre.
  • Han sikrer sig, at eleverne får digitaliseret de pointer, som de har snakket om. Så bliver informationen ikke væk, og både eleven og læreren ved, hvor de kan tilgå den.

Forløbet - fra David introducerer forsøget, til eleverne har givet hinanden feedback - varer ca. én måned.

Hvad siger eleverne?

"De andre elever har jo også lavet den rapport, så det er lidt nemmere at tale om, hvad der fungerede for dem. Det kan være, at læreren ikke helt ved, hvad der er godt for én."

"Man får lidt mere, hvad der var forkert hos David. Her er det lidt mere, hvorfor det var forkert. Hvad var årsagen."

Davids opskrift på systematisk elev-elev feedback:

  • 1.

    Eleverne skriver individuelt en rapport på baggrund af et naturfagligt forsøg

  • 2.

    David giver skriftlig feedback til den enkelte elev

  • 3.

    Eleverne afholder samtaler to og to, hvor de diskuterer processen i at skrive rapporten. Hertil har David givet dem et hjælpeark, der kan støtte dem i at stille spørgsmål til hinanden

  • 4.

    Eleverne finder i fællesskab elementer i arbejdsprocessen, som de kan optimere. Disse gemmes digitalt og findes frem næste gang, eleverne skal skrive en rapport

Gennemgang af forløbet - skridt for skridt

  • 1

    David udvælger et naturfagligt emne, som klassen skal arbejde med

  • 2

    Eleverne laver et forsøg, der knytter sig til pågældende emne

  • 3

    Eleverne skriver individuelt en rapport på baggrund af forsøget

  • 4

    David giver hver elev skriftlig feedback på strukturen og det faglige indhold i rapporten

  • 5

    På baggrund af Davids feedback formulerer hver elev 1-3 pointer, som han eller hun vil diskutere med en klassekammerat

  • 6

    David afsætter en undervisningslektion til at gennemføre elev-elev samtalerne.
    Her starter filmen 

  • 7

    David introducerer opgaven og udleverer et ark med hjælpespørgsmål, der kan hjælpe eleverne i gang med samtalerne 

  • 8

    For at give eleverne en idé om, hvad de skal, afholder David en ’mocksamtale’ – en prøvesamtale – med en elev

  • 9

    Mens eleverne taler sammen to-og-to, lytter David og tilbyder sin assistance, hvis der er brug for den. Han sørger for, at alle får sagt noget, og at de får skrevet de bedste pointer ind i MinUddannelse

  • 10

    Når eleverne skal skrive en rapport næste gang, er det første skridt at genbesøge pointerne, de har gemt i MinUddannelse